Vores børn er opdelt i årgangsgrupper og når man tager hul på det sidste år i Elverhuset, bliver man gruppe 1. Der er altid en ceremoni, hvor børnene får diplomer, når de skifter gruppe og det er meget stort at blive gruppe 1, for så er man de allerstørste i børnehaven J
Der er mange traditioner omkring gr. 1 og der lægges mange kræfter i, at skabe en god og tryg brobygning til skolen. Vi samarbejder primært med vores distriktsskole, som er Herlev Byskole.
Der er besøgsdage på skolerne, så alle de børn der skal gå sammen, på tværs af institutionerne, præsenteres for deres kommende voksne og skolerne. Der er temaer på de forskellige besøgsdage, som vi arbejder videre med i Elverhuset, hvis det optager børnene.
Vi bestræber os på, at give børnene de bedste forudsætninger, for at få en god start i skole. Det indebærer f.eks. et fokus på fællesskabet, at kunne lytte og fortælle, at kunne give plads og udsætte egne behov, at holde fokus, at kunne følge anvisninger og samarbejde. Vi skaber læringsmiljøer og aktiviteter, som retter sig imod disse kompetencer og giver plads til børnenes egne ideer og forestillinger omkring skolen og livet der venter efter børnehaven.
Vi holder overleveringssamtaler med skolerne og får besøg i Elverhuset, af nogle af de voksne, der skal tage i mod børnene. Hvis der er behov for det, afvikles samtalerne, sammen med jer som forældre.
Vi holder en stor afslutningsfest for børnene og deres forældre. Man må altid komme besøg i Elverhuset, når man er klar til dette.